Tjekliste – til dig der har arbejde eller er ledig
De fleste har en pensionsordning via deres arbejde. Hvad med dig – sparer du også op via jobbet, eller skal du selv sørge for at få lagt til side til pension?
Det er vigtigt, at du tjekker din pensionsopsparing og finder ud af, hvad der skal ske med den, især hvis du skifter job, bliver arbejdsløs eller går på deltid. Følg den tjekliste, der passer på dig, så er du allerede godt på vej til et overblik.
Normalt er der tilknyttet en pensionsordning til ens ansættelse. Start med kig på din lønseddel, der kan du se, om du er omfattet af en pensionsordning.
Tjek ...
Er du lønmodtager med arbejdsmarkedspension?
Har du tjekket din pensionsordning? I de fleste tilfælde er din arbejdsmarkedspension en del af en overenskomst. Det kan også være, at din pensionsordning er bestemt af din arbejdsgiver. Selvom du ikke har indflydelse på valget af selve pensionsselskabet, kan der være frit valg mellem selskabets forskellige tilbud. Du kan få overblik over din arbejdsmarkedspension på pensionsselskabets hjemmeside, hvor du kan tjekke, hvad ordningen omfatter.
Er du dækket mod invaliditet og død? Nogle i den erhvervsaktive alder er ikke dækket eller ringe dækket mod ulykker, invaliditet og død. Forhør dig hos dit pensionsselskab eller tjek selv på PensionsInfo.
Tjek hvordan du er forsikret ved invaliditet og død
Du skal have dit MitID ved hånden for at kunne logge dig på PensionsInfo og se dine egne oplysninger.
Betaler du til ATP? Se på din lønseddel, om du og din arbejdsgiver indbetaler til ATP. Arbejder du ni timer eller mere, er det lovpligtigt. Hvis ikke du som lønmodtager har en pensionsordning og betaler til ATP, så overvej at tage en snak med din arbejdsgiver eller kontakt en fagforening eller tillidsrepræsentant.
Er du lønmodtager uden pensionsordning via jobbet?
Hvis du ikke har eller får tilbudt en pensionsordning eller kan forudse, at det bliver sådan fremover, så er ansvaret for at få sparet op til pension helt dit eget.
Hvad sparer andre op, som ligner dig? Start med at undersøge, hvad andre med samme uddannelses- og indtægtsniveau indbetaler til pension.
Benyt værktøjet Pensionsprofilen, som kan give dig overblik. Det tager kun et øjeblik.
Sammenlign dig med andre på Pensionsprofilen
Hvilken opsparingsform er den rette? Der er mange forskellige muligheder for at spare op til pension. Hvad der passer dig, afhænger af indtægtsniveau, hvor mange år du har til at spare op i, og dine forventninger til pensionisttilværelsen etc. Tal med et par pensionsselskaber og hør, hvad de anbefaler.
Bliv inspireret på temaet Pensionsopsparing – kom godt fra start
Hvilket pensionsselskab? Der er meget at holde styr på, hvis man gerne vil finde den bedste og billigste pensionsordning. Brancheforeningen Forsikring & Pension har udviklet værktøjet Fakta om pension, der gør det lettere at danne sig overblik over, hvilke pensionsselskaber som giver bedst afkast, og hvilke der har de laveste omkostninger.
Sammenlign pensionsordninger fra forskellige pensionsselskaber
Er du sikret tilstrækkeligt, hvis du rammes af ulykke, invaliditet eller død? Nogle i den erhvervsaktive alder er ikke dækket eller ringe dækket mod ulykke, invaliditet og død, så forhør dig derfor også om livsforsikring, når du kontakter pensionsselskaberne.
Betaler du til ATP? Se på din lønseddel, om du og din arbejdsgiver indbetaler til ATP. Arbejder du ni timer eller mere, er det lovpligtigt. Hvis du ikke kan se, at der ikke indbetales ATP, så overvej at tage en snak med din arbejdsgiver eller kontakt en fagforening eller tillidsrepræsentant.
Er du selvstændig?
Som selvstændig skal du tænke på dig selv – og din pension – ingen andre gør det for dig. Sparer du ikke op, kan det betyde, at du måske kun har din folkepension at leve af, når du trækker dig tilbage. Det er vigtigt, at du prøver at se lidt frem i tiden, og gør dig nogle konkrete tanker om, hvor pengene skal komme fra, når du går på pension.
Er du ledig for øjeblikket?
Har du talt med dit pensionsselskab? Kontakt dit pensionsselskab for at drøfte, hvordan du fortsat kan være dækket. Muligheder og vilkår er forskellige fra ordning til ordning. Når du er tilbage i job, bør du overveje, om der er noget, du skal have indhentet med hensyn til opsparing.
Arbejdsløs - hvad sker der med pensionen?
Hvad med ATP? Din pensionsopsparing går ikke helt i stå: Hvis du modtager dagpenge, mens du er arbejdsløs, indbetaler du automatisk dobbelt ATP-bidrag. Ordningen fungerer sådan, at du selv betaler 1/3, mens a-kassen og de private arbejdsgivere betaler resten.
Har du fået kontanthjælp med den højeste kontanthjælpssats i mere end seks måneder i sammenhæng, indbetaler du og din kommune automatisk ATP-bidrag. Du står for 1/3 af bidraget, kommunen betaler resten.
Vi anbefaler
Uanset hvordan dit arbejdsliv ser ud, håber vi, at dit tjek har givet dig et overblik, som fjerner dine eventuelle bekymringer.
Har det vist sig, at din pension ikke er så god, som du forventede, anbefaler vi dig, at søge mere viden. Her på pensionforalle.dk har vi samlet en masse pensionsviden, som vil kunne hjælpe dig på vej til, hvordan du kan justere på pensionen, så den passer til de ønsker, du har for dit liv som pensionist.
Det er også en god ide, at tage en snak med dit pensionsselskab, som vil kunne anvise forskellige muligheder for at en justering af din opsparing – og hvordan du bedst sikrer dig selv og dine nærmeste, hvis uheldet er ude og du mister din arbejdsevne eller dør før pensionsalderen.
Find ud af mere
Læs mere under temaet Godt i gang med arbejdslivet, hvor vi giver gode råd om, hvad du skal tage højde for omkring pension, hvis du skifter job, går på deltid, får job i udlandet, er selvstændig eller mister dit arbejde.
Under temaet Snart på pension kan du hente inspiration til, hvordan du kan lægge planer på længere sigt – skal du gå på pension, når du kan eller blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen?
NB Husk, at du, uanset hvor meget du har sparet op, får folkepensionens grundbeløb, når du bliver pensionist. Måske vil du også være berettiget til pensionstillæg og sociale ydelser, fx ældrecheck og boligydelse. Det kan du læse mere om på borger.dk.