Tænk på dig selv!

Job og pensionsopsparing hænger uløseligt sammen for de fleste lønmodtagere. Helt anderledes ser det ud, hvis du er selvstændig …

Som selvstændig er det vigtigt, at du ikke kun har fokus på din virksomheds ve og vel. Selvom den daglige drift kræver mange ressourcer, er det vigtigt, at du også prioriterer at få lagt noget til side til dig selv, så du – lige som langt de fleste lønmodtagere – kan se frem til et pensionsliv med en sund økonomi.

Lægger du til side til pension?

Hvis dit svar er nej, er du langt fra den eneste. En analyse fra ATP viser, at 66 pct. af alle selvstændige sparer mindre end 5 pct. af deres indkomst op til pension.

Der er flere grunde til at mange selvstændige ikke sparer op til pension. Nogle vælger at investere overskud i at få forretningen til at vokse, mens andre satser på at sælge virksomheden med så stort et overskud, at de er sikret økonomisk livet ud.

ATP’s analysechef Michael Jørgensen minder om, at det ikke er klogt at lægge alle æg i samme kurv.

"Uanset om man investerer for at bygge sin virksomhed op, eller man planlægger at sælge, kræver det, at man rent faktisk har muligheden for at realisere værdien af sin virksomhed, når man når pensionsalderen. Analyser viser, at det har nogle selvstændige svært ved. Og i stedet for at få solgt deres virksomhed og få midler til pensionslivet, må de i stedet fortsætte med at arbejde længere end planlagt eller acceptere en større indkomstnedgang ved overgangen til pension," forklarer Michael Jørgensen.