Livssynet – det der bærer det hele
Karin på 78 år ser pensionstilværelsen som en ny begyndelse. Et liv med færre bindinger og større frihed. Hun kan fylde kalenderen – og hun kan rydde den. Hun planlægger, rejser, arbejder, hjælper, trækker sig, giver sig selv ro.
Karin åbner døren med et smil, og man mærker straks den ro, der hviler i hendes hjem. Ikke et støvfnug. Alt står i orden, som om det hele falder naturligt på plads omkring hende. Hun har sat kransekager og frugt frem med en ydmyg bemærkning: “Det var lige, hvad jeg havde,” og inviterer ind i et sofaarrangement, hvor stemningen er varm og hyggelig.
Hun fortæller, at et hjem i orden giver hende ro. “Hvis der er orden omkring mig, så bliver jeg aldrig stresset. Det har jeg nok med mig helt fra da jeg startede som elev i 1967. Vi lærte, at man skulle aflevere en afdeling, som man selv ønskede at modtage den. Det har jeg aldrig glemt.” Det er tydeligt, at den professionalisme og sans for detaljer, hun tilegnede sig dengang, stadig gennemsyrer hendes hverdag.
Udenfor terrassedørene er den lille, velholdte have, som hun selv passer. “Jeg gør alting selv,” siger hun, næsten undskyldende. “Også hækkeklipperen. Jeg overvejer faktisk at hjælpe min nabo, for hans hæk… ja, den trænger.” Hun griner, men man mærker stoltheden over at være fysisk og praktisk stærk – at kunne skabe og vedligeholde sit eget rum i verden.
I udestuen viser hun, hvor hun sidder otte måneder om året.
Det giver sådan en frihed. Bare at kunne gå ud og mærke luften. Jeg kunne aldrig bo et sted, hvor man ikke kan komme ud
Et aktivt menneske – helt ud i fingerspidserne
Bevægelse er ikke et projekt for Karin. Det er et instinkt. Et temperament.
Hun cykler. Hun går. Hun træner. Hun viser sine TRX-elastikker frem og demonstrerer øvelser, der ville være udfordrende for langt yngre mennesker. Der er ingen koketteri i det. Hun gør det bare, fordi det føles rigtigt.
“Jeg har altid bevæget mig. Jeg har det godt, når jeg bevæger mig. Det ligger i mig helt fra jeg var barn på landet. Man hjalp til, man brugte kroppen. Det sidder i mig endnu.”
Det aktive liv er ikke noget, hun gør for at holde alderen på afstand. Det er noget, der giver hende kraft, glæde og rytme.
Men bevægelse for hende er ikke kun fysisk. Det er også mentalt og socialt. Det er at være i udveksling med livet.
At bære livet, også når det gør ondt
Karin er et menneske, der har mødt modgang og alligevel valgt at se fremad. Hun bærer en tatovering på armen med ordene: Dem man elsker er ikke gået bort. De er bare gået i forvejen
Den er til ære for hendes bror, som hun mistede for 12 år siden.
Da hun viser tatoveringen frem, får hun tårer i øjnene: ”De tog mig mange år at tage mig mod til. Jeg vidste jeg ville have den, men var ikke klar. I juli måned i år fik jeg den så endeligt lavet. Den betyder meget for mig nu” Karin tager en dyb indånding og siger ”Min søn, der ellers ikke ville have nogen tusser på sin krop, så den og sagde med det samme, at sådan én kunne han da også overveje”.
“Man skal bearbejde tingene,” siger hun. “Ved at snakke om det. Ikke ved at gå alene med det.”
Hun bruger sin egen erfaring til at støtte andre. En veninde mistede sin mand for et halvt år siden, og Karin var ved hendes side – lyttede og trøstede:
“Hun sagde, jeg var god at snakke med,” siger Karin stille. ”For mig hænger det hele sammen. Det aktive liv, det sociale, det fysiske, det menneskelige. At holde sig i gang er ikke kun noget, man gør med kroppen. Det gør man også med hjertet.”