"Hvorfor skulle man sige nej? Det får du da ikke noget ud af!"

Galgebakken i Albertslund er bygget i begyndelsen af 1970’erne. Tæt bebyggelse, stisystemer mellem husene og fællesarealer, der binder området sammen.

I dag er mange af husene dækket af stilladser. Veje er gravet op. Men bag facaderne leves der et liv, som for 77-årige Niels Sørensen har fået sin faste form. 

Han bor på knap 65 kvadratmeter. Et hjem, han ikke har planer om at forlade. 

”Jeg er rigtig glad for det her hus, jeg bor i. Jeg kommer aldrig til at flytte herfra. Det er en tilgængelighedsbolig. De må ikke kalde dem handicapboliger. De må heller ikke kalde dem ældreboliger. Så har de fundet på det navn ’tilgængelighedsbolig’. Det er lige under de der 65 m2. Du går jo bare ind til naboen, der giver du en kop kaffe. Man lærer hurtigt folk at kende, og jeg tror, at dem, der ikke ønsker at lære folk at kende, de flytter. Det er min erfaring.” 

Niels har boet i Galgebakken i mange år. Han kender menneskene omkring sig og ved, hvem der plejer at vise sig – og hvem der ikke har været ude i et stykke tid. 

”Det giver glæde at være en del af et godt fællesskab. Altså vi kender jo en masse mennesker, os der bor her og har boet her et halvt liv ik? Vi lever i den her form for landsby, og vi følger hinandens liv. Hvis nogen ikke har vist sig et par dage, så går man over og banker på og hører, om der er nogen hjemme. Altså ham der bor bagved for eksempel. Han blev ramt af en blodprop. Og ham fik vi sendt afsted og så videre.” 

Jytte kommer forbi

Lige da Niels er begyndt sin fortælling om sit liv på Galgebakken, banker det på døren. Ind kommer Jytte, der bor i en lejlighed nær Niels. Hun har problemer med sin nye telefon og skal bruge Niels hjælp. 

"Sæt dig ned Jytte og tag en kop kaffe. Jeg har fået fint besøg af ATP. Så kigger vi på telefonen bagefter."

Jytte bliver siddende og lytter med – det er en del af den hverdag, Niels beskriver – en hverdag, hvor dørene står åbne, og hvor man har omsorg for hinanden.

Kan man tjene penge på at sidde og spille på guitar?

Niels gik på pension som 60-årig. Før det havde han arbejdet hele sit voksenliv – først som automekaniker, senere som pædagog og leder. 

Nyder friheden og fællesskabet

Trods tabet af sin kone nyder Niels sin pensionstilværelse. Han læser Politiken hver morgen, for det er jo vigtigt at holde sig opdateret, som han siger. Om tirsdagen og fredagen går han i fitnesscenter, og så er han med i cykelgruppen på Galgebakken, der sammen kører op til 40 kilometer lange ture. 

”At opretholde livet og være glad for, at batterierne er ladet op – det giver mig energi og får mig ud af sengen hver morgen. Man ved jo ikke, når man lægger sig til at sove om aftenen, om batterierne stadigvæk virker næste dag. Det er jo simpelthen bare glæden ved at kunne vågne og have det nogenlunde. Og så det at have et godt fællesskab.” 

En del af hverdagen foregår i de fælles rammer i Galgebakken. 

”Vi har en seniorklub her på Galgebakken, der har en café, hvor man mødes, og der bliver sludret og snakket om alt muligt. Og udover det, er der så udflugter med denne her pensionistklub og seniorklub. Og så har vi et beboerhus heroppe, og der er jo en del frivillige omkring det. 

Der er jeg så udnævnt til barchef, som det hedder.” 

Også pensionsudbetalingen fra ATP spiller en rolle for Niels, selvom forskellen fra at arbejde til at gå på efterløn og pension godt kunne mærkes. 

”Ja, selvfølgelig spiller det en rolle, de der cirka 740 kr., som jeg så får udbetalt af ATP. Alt klingende mønt tæller jo, kan man sige oven i de andre pensioner, ik! Altså, i dit arbejdsliv har du lagt det til side, du kunne overskue. Samtidig med du har nydt arbejdslivet, og du har jo også vidst, at der var en pension, du har kunne regne med. Men altså, man får da et chok, når man siger arbejdet op og går fra de der 40.000 kroner i løn. Nå hovsa, så er der 1/3, der mangler lige pludseligt,” griner Niels. 

Tiden går hurtigt i godt selskab, og mens fotografen tager over for at fotografere Niels rundt i sit hjem, får Jytte alligevel lov at slutte interviewet på Niels vegne. 

”Vi har det så godt her, og alt vi skal bruge. Det er så rart at have mennesker som Niels omkring en. Det fællesskab vi har, betyder alt,” slutter Jytte.