Pensionen fra ATP stiger igen

Fra 1. januar 2027 hæver ATP pensionen med 2 procent for alle 5,8 millioner medlemmer – både de 1,1 millioner nuværende pensionister og alle medlemmer, der endnu ikke er gået på pension.

Mere i pension – i flere år

For femte gang på 10 år hæver ATP de livsvarige pensioner. Det betyder, at den livslange ATP-pension i denne periode er løftet med 12 pct. for pensionisterne, mens de øvrige medlemmer har fået en stigning på 9 pct. 

Det sker samtidig med, at danskernes levetid stiger - så udbetalingerne fra ATP både skal strækkes længere og vokse i beløb hver måned.

ATP giver danskerne en garanteret pension, de kan regne med, uanset hvor gammel man bliver. Når vi lover et beløb i pension, holder vi det. Danskerne lever længere, og det er vores opgave at lade pensionerne følge med levetiden og også hæve beløbet, når vi kan. Det har vi formået, og det er altid vores ambition at forhøje pensionerne løbende.

Martin Præstegaard adm. direktør i ATP