Årsrapport 2025: ATP står et solidt sted
Global uforudsigelighed var også i 2025 et grundvilkår på de finansielle markeder. Trods udfordringerne er ATP’s garanterede pensioner fortsat intakte, og med et afkast på 19,5 pct. på investeringerne står ATP økonomisk et godt sted.
Målet som investor er altid at levere så stærke afkast som muligt. Men i en omskiftelig verden, hvor med markederne går op og ned, er det for en langsigtet investor som ATP især vigtigt at holde fokus på det lange perspektiv.
Derfor har ATP særlig fokus på resultaterne over tid. Siden 2008 har ATP i gennemsnit leveret et årligt afkast på 10,4 pct. i investeringsporteføljen, som udgør ca. 20 pct. af ATP’s formue. Afkast som bl.a. har bidraget til fire forhøjelser af ATP-pensionen i løbet af de seneste 10 år.
Hvor meget får man udbetalt i ATP Livslang Pension?
Et ATP-medlem, der i dag er 67-årig, og som startede med at indbetale til ATP som 18-årig, har sammen med sin arbejdsgiver samlet set indbetalt ca. 118.000 kr.
Den 67-årige vil i løbet af de næste 20 år kunne forvente at få udbetalt i alt 545.000 kr. fra ATP – og bliver vedkommende mere end 86 år, så vil beløbet nå at blive endnu højere. For som pensionist får man pension fra ATP, så længe man lever, uanset hvor gammel man bliver.