Slår pengene til når du går på pension?

Hver tredje sparer ikke nok op til at kunne leve en pensionisttilværelse, som minder om det liv, de havde før, de gik på pension. Er du bekymret for om det kommer til at gælde dig, så læs her.

Din pensionsopsparing skal sikre, at der bliver en passende sammenhæng mellem indtægten før og efter pensionering. Det kræver, at du nogenlunde stabilt gennem hele dit arbejdsliv lægger penge til side. Ellers kan det økonomiske spring fra en månedsløn til at skulle leve af folkepension og ATP være en drastisk og trist økonomisk omvæltning.

Er du lønmodtager?

Hvis du er lønmodtager og usikker på, om der er tilknyttet en arbejdsmarkeds- eller virksomhedspension til din ansættelse, så tjek din ansættelseskontrakt. Viser det sig, at du ikke har en pensionsordning, er det en god ide selv at oprette en i et pensionsselskab eller i en bank.

Få gode råd om pension som lønmodtager

Er du selvstændig?

Hvis du er selvstændig, er du sikkert vant til at tage ansvar og klare tingene selv. Og det gælder også, når det kommer til pension. Som selvstændig har du nemlig ikke en arbejdsmarkedspension og sparer derfor ikke automatisk op til din pension. Mange selvstændige vælger at spare op i deres virksomhed, men det er ikke altid den bedste vej til en tryg alderdom. For når virksomheden skal sælges, giver den måske ikke det overskud, som du forventer. Måske kan den slet ikke sælges.

Få overblik over, hvilke særlige muligheder du har for at spare op til pension som selvstændig

Er du uden for arbejdsmarkedet?

Hvis du fx er arbejdsløs eller førtidspensionist, så indbetaler du ikke til en arbejdsmarkedspension, men det betyder ikke, at du er forhindret i at spare op. Der er flere muligheder for at få lagt lidt til side alligevel.

Se, hvad du kan gøre med din pensionsopsparing hvis du er uden arbejde

PensionsInfo

Få overblik over din nuværende opsparing på pensionsinfo.dk
Bemærk, at du skal have dit NemID klar for at se dine egne tal.

Denne artikel er senest opdateret 4. december 2017.