Flere gode pensionsnyheder i 2020

Ser man på 2020 med pensionsbriller på, er der meget at glæde sig over. Året byder på især fire tiltag inden for pension, som kan komme dig til gode. Tjek her…

Ekstra pensionsfradrag er nu fuldt indfaset

I Skatteaftalen fra 2018 blev der indført et ekstra pensionsfradrag. Fradraget er blevet hævet år for år, og i 2020 er det nu fuldt indfaset. Fradragets størrelse afhænger af, hvor langt du er fra din folkepensionsalder – og om der er mere eller mindre end 15 år, til du kan gå på pension.

Se, hvad det betyder for dig i kroner og ører

Ny pensionsordning til borgere på overførselsindkomst

Det er vigtigt løbende at spare op til pension. Det kan imidlertid være svært at afsætte et beløb til pension i de perioder, hvor ens indkomst er en ydelse fra det offentlige, fx kontanthjælp, arbejdsløsheds-, barsels- eller sygedagpenge. 

Staten har derfor pr. 1. januar indført en ny pensionsordning til dig, der modtager overførselsindkomst.

Ordningens hedder Obligatorisk Pensionsordning (OP), og det er staten, der betaler pensionsbidragene. Du vil derfor ikke kunne mærke på pengepungen, at du sparer op. Hver gang, du får udbetalt din ydelse, får du et ekstra beløb, som automatisk bliver indbetalt til Obligatorisk Pensionsordning. 

Få overblik over den nye pensionsordning

Seniorpension

Et langt arbejdsliv kan være hårdt ved helbredet. Den nye seniorpension, der erstatter den tidligere seniorførtidspension, er tiltænkt dig, der har væsentlige helbredsproblemer eller på anden måde er slidt ned efter mange år på arbejdsmarkedet. 

Få overblik over regler og satser

Seniorpræmie – en mulighed for dig, der fortsætter på jobbet efter pensionsalderen

Er du så tæt på folkepensionsalderen, at du er begyndt at overveje, hvornår du skal stoppe på jobbet? 

Så vær opmærksom på, at politikkerne har et godt tilbud, som du kan tage med i dine overvejelser, hvis helbred og kræfter er til at udskyde tilværelsen på pension et år eller to.

Er du født 1. januar 1954 eller senere og fortsætter med at arbejde første og/eller andet år, efter du er rundet folkepensionsalderen, kan du have ret til en seniorpræmie – et skattefrit engangsbeløb på helt op til 68.340 kr.

Se, hvordan du opfylder betingelserne
 

Læs også om gode 2020-nyheder for pensionister, der fortsætter på jobbet efter folkepensionsalderen

Artiklen er oprettet 27. januar 2020.